Hjælp til de afskedigede medarbejdere på Junckers A/S

Beskæftigelsesministeriet

09/12-2003

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har imødekommet en an-søgning fra Arbejdsmarkedsrådet i Roskilde Amt om at iværksætte en særlig indsats over for de afskedigede medarbejdere på Junckers A/S i Køge.

AF i Roskilde går nu straks i gang med at tage fat i de omkring 160 medar-bejdere på Junckers A/S, der blev varslet afskediget i torsdags. For at gøre indsatsen så effektiv som muligt har beskæftigelsesministeren sagt god for, at AF også får mulighed for at tilbyde kurser i jobsøgning og uddannelse, der er rettet mod nye job, for at hjælpe de afskedigede hurtigst muligt tilbage i et job. Disse tilbud skal supplere de initiativer, som AF allerede har besluttet at sætte i gang over for de afskedigede medarbejdere. Det drejer sig bl.a. om at udarbejde CV til AF’s jobbank Jobnet.dk, så de afskedigede bliver synlige for nye virksomheder, og det drejer sig om individuel hjælp til at søge job.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har følgende kommentar:

”Jeg er fuldt opmærksom på den alvorlige situation for Køge kommune og nabokommunerne, som er fulgt i kølvandet på, at Junckers A/S har skåret ned. Jeg deler den bekymring, der er for, at de afskedigede træindustriarbejdere kan få svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet igen, med mindre der sættes massivt og målrettet ind.

Derfor har jeg sagt ja til en ansøgning fra Arbejdsmarkedsrådet i Roskilde Amt om at sætte gang i en særlig indsats over for de afskedigede. Ved at sætte hurtigt ind, er det mit håb, at vi kan hjælpe så mange af de afskedigede medarbejdere i job igen. Jeg vil i den forbindelse gerne fremhæve det tætte samarbejde, der er etableret mellem AF og Junckers i denne sag. Det tror jeg har stor betydning for, at indsatsen kommer godt fra start, og at vi kan opnå de bedste resultater.”






ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site