Ny aftale om overvågning af naturen og miljøet i amtetKøbenhavns Amt17/01-2004 Ny aftale om national overvågning af naturen og miljøet i amtet Staten og Københavns Amt har indgået en ny aftale om amtets del af den nationale overvågning af vandmiljøet og naturen. Københavns Amts overvågningsarbejde skal - sammen med de øvrige amters tilsyn - give et nationalt overblik over naturen og miljøets tilstand og udvikling - og skal samtidig være med til at opfylde de internationale forpligtelser på området. Den nationale overvågning supplerer amtets arbejde med at overvåge naturen og miljøet i forhold til miljøbeskyttelsesloven. Det drejer sig om tilsyn med grundvand, vandløb, søer, havet samt udledning af spildevand fra renseanlæg og industri. Som noget nyt indeholder den nationale overvågning også plante- og dyrearter og naturtyper. I Københavns Amt vil det betyde at naturtyper som for eksempel strandenge, værdifulde moser og overdrev i Jægersborg Dyrehave skal overvåges, mens overvågningen af arter består i at registrere fugle, visse plantearter, insekter og snegle. - Set i forhold til amtets arbejde, er det nye program bedre, når vi taler om overvågningen af naturtyper, dyr og planter, kystnære områder og søerne, mens overvågning af spildevandsudledning og grundvand er på samme niveau som tidligere, oplyser formanden for udvalget for teknik og miljø, Erling Eiberg. - Amtets andel i den nationale overvågning styrker vores regionale arbejde med at registrere naturen og miljøet og det er samtidig også vigtig for at vi fortsat kan have en faglig bæredygtig naturforvaltning, slutter Erling Eiberg. Det nye overvågningprogram kaldes for NOVANA og gælder for perioden 2004 til 2009. Det erstatter det foregående program NOVA 2003, som udløb med udgangen af 2003. Overvågningsprogrammet i Københavns Amt koster knap 6 millioner kroner årligt - det samme som NOVA 2003 også kostede. |
|||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |